Fakta om museet

 
 
 

Bryggerens kunstsamling
Ny Carlsberg Glyptotek er et kunstmuseum i Københavns centrum. Museet blev stiftet af brygger Carl Jacobsen (1842-1914) og slog første gang dørene op for offentligheden på sin nuværende adresse i 1897. Carl Jacobsen havde skabt en af sin tids største private kunstsamlinger og ønskede at sikre denne for eftertiden. Museet fik navn efter hans bryggeri ”Ny Carlsberg” og tilføjet ”Glyptotek”, der betyder skulptursamling.
Læs mere...

Gavebreve og Ny Carlsbergfondet
Carl Jacobsen forærede sin kunstsamling til offentligheden gennem gavebreve i 1888 og 1899. Ved foræringen forpligtede modtagerne, Københavns Kommune og Den danske Stat, sig til at støtte opførelsen af et museum. I 1902 oprettede bryggeren Ny Carlsbergfondet for at danne et økonomisk grundlag for museets fremtidige drift.

En selvejende institution
Glyptoteket er en selvejende institution, som modtager driftstilskud fra den danske stat/Kulturministeriet, Københavns Kommune/Hovedstadens Udviklingsråd og Ny Carlsbergfondet. Ny Carlsberg Glyptotek har et årligt besøgstal på omkring 350.000.

Den antikke samling
Glyptotekets faste samling rummer ca. 10.000 kunstværker fordelt på to hovedsamlinger: I den antikke samling kan man følge skulpturens udvikling i Middelhavsområdet fra begyndelsen i Ægypten omkring år 3.000 f.Kr. frem til den romerske kejsertids slutning i det 5. årh. e.Kr. Samlingen rummer hovedværker fra Ægypten og Den nære Orient, Grækenland, Etrurien og Romerriget samt fine samlinger af palmyrensk og kyprisk kunst.
Læs mere...

Den moderne samling
Den moderne samling rummer dansk og fransk maleri og skulptur fra det 19. og 20. årh. Samlingen tæller væsentlige værker af David, Manet, impressionisterne, Cézanne, Van Gogh og Bonnard samt 45 værker af Gauguin. Den franske skulptur er bl.a. repræsenteret med over 30 værker af Rodin.
Læs mere...

Danske værker
Glyptoteket er desuden Danmarks hovedmuseum for dansk skulptur fra tiden efter Thorvaldsen. Samlingen af dansk maleri rummer Guldalderens malere som Eckersberg og Købke og dansk modernisme fra Philipsen til Giersing.
Læs mere...

Særudstillinger
Museet viser ud over den permanente samling skiftende særudstillinger. De senere år har museet bl.a. vist udstillingerne: ”ClassiColor - om farven i antik skulptur”, "Ægyptisk kunst fra Amarnaperioden" samt ”Kvinder i Impressionismen”.
Læs mere...

Bygningerne
Samlingernes arkitektoniske ramme udgøres af tre monumentale, sammenhængende bygninger, hhv. tegnet af arkitekterne Wilhelm Dahlerup, Hack Kampmann og Henning Larsen og indviet i årene 1897, 1906 og 1996. 
Læs mere...

 
 
 

Glyptoteket på ny

Takket være midler fra Carlsbergfondet og Ny Carlsbergfondet, som hver har doneret 50 mill.kr., har museet realiseret ønsket om at forbedre adgangen til museet og dets samlinger. Projektet er tegnet af arkitektfirmaet Dissing & Weitling og arbejdet udført af MT Højgaard.

Projektet blev opdelt i to etaper. I første etape blev museets forhal og kælderen under Dahlerups bygning mod Dantes Plads ombygget for at opnå bedre faciliteter for publikum. I anden etape blev den etruskiske samling genstand for en omfattende fornyelse. Samlingen - nu Middelhavshorisonten - fik flere sale til rådighed, interiøret blev ændret, ligesom opstillingen og formidlingen blev gennemarbejdet på ny. Den nye udstilling er tilrettelagt i samarbejde med arkitekterne Bonde & Ljungar.

 

FORSIDE   |  ENGLISH   |  FAQ    |    NCG 2010 ©