GAUGUINS VERDENER

UDSTILLING 15.04. – 28.08.2016
 

Jyllands-Posten  
Politiken              
Berlingske           
Børsen                 

 

Forårets særudstilling lægger et nyt kapitel til Paul Gauguin (1848-1903) og viser hans eksperimenterende livtag med det såkaldt primitive. Med godt 70 værker, i alle de medier kunstneren arbejdede i, leverer udstillingen både overblik og markante nedslag i Gauguins vidtrækkende livsværk. Udstillingen følger Gauguins vedholdende bestræbelse på at skabe sin helt egen idé om ’det primitive’ på tværs af kulturer og geografiske destinationer.

’Det primitive’
Når Gauguin stædigt og trods personlig og økonomisk modgang forfulgte det primitive, var det ikke i et etnografisk ærinde, men snarere ud fra en kunstnerisk vision.  En vision, der i praksis udmøntede sig på tværs af kulturer, tidsaldre og religioner, og uden hensyn til etablerede normer for kunstnerisk skaben og brug af medier. Det er denne rejse henimod Gauguins personlige og originale kunstneriske greb, som udstillingen afsøger. Både den fysiske rejse, der bragte ham til Danmark, Bretagne, Arles, Martinique og Polynesien. Og den indre, hvor han igen og igen og med bagagen fuld af indtryk og kilder opfinder det primitive i imaginære verdener.  

En helstøbt samling
Udstillingen er et eksempel på det enorme potentiale, der ligger i Glyptotekets egen samling. Størstedelen af udstillingens værker er fra egen samling, suppleret med nøje udvalgte lån af både centrale og kuriøse værker fra museums- og privatsamlinger.  Med sin klare fortælling og tematiske opdeling dækker udstillingen Gauguins arbejde fra de tidlige år til den sene produktion, ligesom den dokumenterer hans umådelige appetit, når det gælder brug af medier og materialer. Udstillingen samler således både maleri, grafik, tegnekunst, keramik, træskærerarbejde samt sjældent sete eksempler på Gauguins møbel- og smykkedesign.

Udstillingen baserer sig på udstillingen ”Gauguin – Tales from Paradise”, som Glyptoteket i efteråret 2015 kuraterede til MUDEC – Museo delle Culture i Milano.

ENTRÉ TIL SÆRUDSTILLINGEN:
Der er entré til udstillingen alle dage, inkl. tirsdag.
Entréen indbefatter adgang til resten af Glyptoteket.
Voksne: 110 DKK.
Grupper (10 personer eller mere): 90 DKK
Under 27 år: 65 DKK
Under 18 år: Gratis
Årskort: Gratis

det sker