Polykromi. Antik skulptur i farver

Poly = mange + kromos = farve. Det betyder tilsammen mangefarvethed. Antikken var nemlig ikke marmorhvid, men fuld af farver! Vi ser på fortiden i farver, og undersøger hvordan ny forskning ændrer på vores forestilling om antikken.

Arven fra antikkens civilisation spiller en stor rolle for identitet og fælles bevidsthed i store dele af den moderne vestlige verden. Gennem århundreder er den ophøjede ro, som de antikke hvide marmorskulpturer udstråler, blevet fremhævet som essensen af de ædle antikke idealer, som den senere vestlige verdens kulturer har ønsket at indskrive sig i. Men med ny forskning, som påviser antikkens udstrakte brug af farver på skulptur og arkitektur, er vores opfattelse af antikkens billedsprog nu under forandring. Det sætter mange af Glyptotekets antikke skulpturer i et helt nyt lys.

Forløbet følger farvens udviklingshistorie fra oldtidens Ægypten og Babylon til den græsk-romerske periode og giver et førstehåndsindblik i den fantastiske verden af farver, som indtil for få år siden lå skjult bag forestillingen om den ædle hvide marmor. Vi skal se eksempler på, hvordan farve og materiale har spillet sammen i utallige kombinationer, og hvordan skulpturen, gennem et nøje planlagt samarbejde mellem billedhugger og maler, er blevet vakt til live på en måde, som vil overraske de fleste! Vi dykker ned i de nyeste forskningsmetoder på området, og eleverne kommer helt tæt på en farverig verden af skulptur og arkitektur – fra mikroskopiske farvespor til fantastiske rekonstruktioner. Løbende opfordres eleverne til at reflektere over, hvordan vores voksende viden om antikkens kulørte skulpturer indvirker på nutidens opfattelse af antikkens billedkunst og ideerne om vores egen æstetiske og kulturelle arv herfra.

Glyptoteksmål

Forløbet styrker desuden elevens

  • Skulpturglæde
  • Farvefascination
  • Museumsbegejstring
  • Arkæologiamour
  • Fortidsforstand
     

Book skoleomvisning

Målgruppe: 7.-10. klasse samt gymnasie, HF, HTX, VUC
Fag: Historie, oldtidskundskab, latin, græsk, billedkunst
Varighed: 45-60 min.
Antal: max 30 elever.
Pris: 500 kr.

MERE INFO:
Ring på 3341 8118 mellem kl. 14-16 eller send mail til omvisning@glyptoteket.dk
Omvisninger skal bestilles senest 14 dage i forvejen.

det sker

19.3.2017 - 31.12.2017
28. maj 2017 kl. 13.00