Ny Carlsberg Glyptotek viser mere end 50 af kunstnerens mesterværker med motiver fra Tahiti – mange af dem udstilles for første gang i Danmark. Desuden præsenterer Glyptoteket ca. 60 genstande fra den polynesiske kultur, der inspirerede ham: Kultstatuer, våben, smykker (bl.a. af hår og menneskeknogler) samt tatoveringer.
”Gauguin & Polynesien” forfølger kunstnerens idé om det primitive, fra hans tid i København og Bretagne frem mod den Tahiti-periode, der har gjort ham berømt.
Oviri – den vilde
Gauguin kaldte ofte sig selv for ‘Oviri’ – den vilde. Han opfandt og rendyrkede sin egen form for ’primitiv’ kunst, lige dele abstraktion og naturiagttagelse. Udstillingen viser hans intense søgen efter en kunstnerisk måde at fortælle om mennesket, erotikken og livets gåder.
Et ikon for fremtiden
Eftertiden har vist enorm interesse for Gauguins kunst, hans person og liv. Hans billeder fra Tahiti er i dag ikoner for europæisk kunsts møde med fremmede kulturer, og han har inspireret malere som Picasso og Matisse. Med Gauguin blev kunsten for alvor moderne.








