Mumier, balsamering, gravskatte og mytologiens drabelige historier er bedre end de bedste eventyr.
For skolens mindste elever er besøget på Glyptoteket et eventyr, der begynder i Vinterhaven med guldfiskebassinet. Herfra går turen til den mørke krypt med mumier og mumiekister, hvor børnene hører om balsamering, guder og den egyptiske underverden.
Turen fortsætter til skatkammeret, hvor de 4000-årige ‘dukkehuse’ fortæller om dagligdagen i det gamle Nilrige.
Besøget afsluttes i gudernes verden, hvor myterne er rene eventyr.