Der bliver stillet skarpt på arkaisk og klassisk græsk skulptur, såvel originaler som kopier af græske originaler udført i romersk kejsertid.
Foran udvalgte værker forklares stiludviklingen, og formgivningen i arkaisk og klassisk tid karakteriseres. Eleverne får samtidig kendskab til de vigtigste genrer, nemlig relief, fritstående rundskulptur og arkitektonisk skulptur.
Omviseren fortæller om de steder, hvor græsk skulptur blev opstillet - gravpladsen, helligdommen og byens torv - og om de funktioner, skulpturerne havde. De vigtigste motivkredse omtales, og der knyttes an til samtidig græsk politik, litteratur og filosofi.