Hvem var etruskerne?

Hvem var etruskerne, og hvor blev de af?

Landskabet mellem floderne Arno og Tiberen, vore dages Toscana, var fra o. 900 f.Kr. til o. 400 f.Kr. etruskernes kerneområde. Frugtbare sletter og frodige græsgange, mineralrige bjerge og  havnepladser ud mod Middelhavet skabte gunstige vilkår for handel

  

Udveksling af varer og viden med købmænd fra Mellemøsten og Grækenland bragte eksotiske produkter og nye skikke til det etruskiske samfund. Den traditionelle hyrde-bonde kultur ændrede sig gradvist. Byer opstod, hytter blev til paladser, og høvdinge blev fyrster. Handelstraktater og giftermål mellem fremmede, rige købmænd og den etruskiske elites døtre skabte et nyt aristokrati. Gennem gaveudveksling og bestillingsarbejder hos rejsende håndværkere opstod en etruskisk kultur med elementer fra både Mellemøsten og Grækenland.

Etruskerne lærte alfabetet , abc… af de fremmede. Derfor kan vi læse de få indskrifter, der er bevaret, men bortset fra navne og titler forstår vi kun lidt af deres sprog.

Etruskerne blev romere

Efter ca. 400 f.Kr. blev etruskernes territorium gradvist underlagt naboen mod syd, det ekspanderende Romerrige. Romernes sprog, latin, blev udbredt til hele den italienske halvø. Etruskernes sprog døde ud, men mange traditioner levede videre i den romerske kultur. Det gjaldt navnlig de religiøse ceremonier, der indgik i kulten omkring forfædrene, ritualer til dyrkelse af guderne og ikke mindst tydning af varsler.

 

URL: http://www.glyptoteket.dk/udforsk/kunstsamlingen/antikken/middelhavshorisonten/etruskerne
Udgivet af Glyptoteket (http://www.glyptoteket.dk)