Nær landsbyen Gerzeh lå en gravplads med grave fra den Prædynastiske tid, ca. 4000-3000 f.Kr. Petrie havde tidligere udgravet flere gravpladser fra denne tidlige periode i det sydlige Egypten. Til at begynde med mente han, at der var tale om mennesker af en ny ´race’. Siden blev det klart, at de begravede ikke var af en anden ’race’, men blot havde levet i tiden, før Egypten blev en stat og hieroglyfskriften opfundet. Fundene fra Gerzeh var af stor interesse, da det var første gang, man gjorde fund fra denne periode så langt mod nord i Egypten.

Gravområde ved Gerzeh. Foto: Janne Klerk
Gerald Wainwright arbejdede for Petrie i begyndelsen af 1911 med at undersøge området nord for Meydum [link til ’Meydum’] for grave. Nær landsbyen Gerzeh fandt han en gravplads med mange intakte grave fra Prædynastisk tid. Især periodens mellemste del, ca. 3600-3300 f.kr., var repræsenteret, og Petrie kaldte derfor denne periode for Gerzean.
Gravene var fortrinsvis lave rektangulære/ovale grave. Den afdøde lå i fosterstilling omgivet af gravgaver: keramik- og stenkrukker foruden i visse tilfælde også perlekæder af halvædelsten og fajance. Krukkerne var fyldt med, eller repræsenterede, mad, drikke og velduftende salver og olier. Flere af de bedre udstyrede grave indeholdt små miniaturestenkrukker [ÆIN 1390-1407]. Glyptoteket modtog et udvalg af disse i forskellige stenarter.