Degas, Rodin og salonskulptur på Glyptoteket

7. juli 2011
Kommentarer (0)
Degas, Rodin og salonskulptur på Glyptoteket
Print printer-friendly version

Glyptotekets fine samling af Edgar Degas’ (1834-1917) bronzefigurer er nu udstillet i afdelingen for fransk skulptur. Side om side med den franske salonskulptur og værker af den berømte Auguste Rodin (1840-1917), fungerer de som en fin introduktion til en fortælling om skulpturen i Frankrig i det 19. århundrede.


Fransk salonskulptur og Degas' studier i bronze

I perioden lige før – og efter – det ‘moderne gennembrud’ (omtrent 1870-1890) svirrede mange forskellige kunstneriske idealer i mellem hinanden. Derfor varierer de tekniske fremgangmåder også kunstnerne imellem.

Salonskulpturen demonstrerer idealfremstillinger af menneskekroppe i hvid marmor, så detaljerede, at de næsten ikke ligner massiv sten. Materialet  er et levn fra antikken og motiverne litterære som traditionen bød det. Degas’ formsprog er radikalt anderledes. For ham var skulpturen et øvelsesstykke der skulle forbedre hans maleri – ikke en selvstændig genre.

Trods deres umiddelbare forskellighed, har de to typer skulptur dog noget til fælles. Både den elegante salonskulptur og Degas’ tåtippende danserinder stræber efter et formsprog, der får figuren til at fremstå som om den er i bevægelse. Det er ganske vist hårde materialer som marmor og bronze, men løftede ben, gestikulerende hænder og levende ansigter, er overbevisende virkemidler – og det vidste kunstnerne.


Rodins ikoniske "Grubleren"

Rodins skulpturkroppe fremstår anderledes ‘tunge’, fordi muskler og sener toner frem i de overproportionerede torsoer og voldsomme lemmer. Indenfor en kort årrække udviklede skulpturen sig fra at være traditionel og idealiseret – til at mime det virkelige liv.

Velkommen til fransk skulptur på Glyptoteket!
 

Kommentarer

Tilføj kommentar

Image CAPTCHA
Indtast de karakterer, som vises i billedet.

Om denne blog

Glyptotekets blog bliver skrevet af museets medarbejdere. Vi skriver om, hvad der interesserer os her og nu og om værkerne og museets daglige liv.

Kommentarer er velkomne, og vi svarer naturligvis gerne på spørgsmål.

søg på bloggen