Gilgamesh – talk v. Pernille Carstens og forestilling af Hotel Pro Forma – UDSOLGT

/ 27. april 2019
kl. 13.30 - 17

Denne lørdag kan du høre Pernille Carstens fortælle om Mesopotamien; kulturen, samfundet og tiden, hvor Gilgamesh udspiller sig. Pernille Carstens er forlagsleder, forfatter og ph.d. i teologi med speciale i nærorientalsk religion.

Program:
13.30-14.30: Tematikker i Gilgamesh ved Pernille Carstens
14.30-15.30: Spis frokost i Festsalen. Mad skal tilkøbes via Billetto her senest 19. april kl. 12. Har du ikke bestilt på forhånd, er det ikke muligt at spise i Festsalen.
15.30-17.15: Gilgamesh – forestilling af Hotel Pro Forma

Om foredraget med Pernille Cartens
Denne lørdag kan du høre Pernille Carstens fortælle om den historiske og kulturelle sammenhæng Gilgamesh udspiller sig i. Hun belyser de mange evigtgyldige tematikker i Gilgamesh og drager paralleller til den bibelske syndflodsberetning.

Herudover vil Pernille Carstens fortælle om sit arbejde som forfatter på billedbogen Gilgamesh sammen med illustrator Sussi Bech. Gilgamesh udkom i dec. 2018 på forlaget Orbis og kan købes i museumsbutikken. Sussi Bech vil være tilstede og signerer bogen på dagen.

Gilgamesh – en forestilling af Hotel Pro Forma
Der er tyranni, eventyr, kærlighed, sorg og jagten efter udødelighed på programmet, når Hotel Pro Forma fortæller verdens ældste historie, Gilgamesh, i ord og musik på Glyptoteket. Forestillingen er en musikalsk vandring med tableauer skabt til de 15 udstillingssale omkring festsalen i Ny Carlsberg Glyptotek.

Det klassiske epos om Kong Gilgamesh blev nedskrevet med kileskrift i lertavler for 4.000 år siden i oldtidens Mesopotamien. Siden har fortællingen som en litterær ildkugle brændt sig vej gennem verdenshistorien.

Nu har digter Morten Søndergaard gendigtet fortællingen på dansk i samarbejde med assyriolog og Ph.d.-stipendiat Sophus Helle, hvis nyoversættelse udgives af forlaget Gyldendal samtidigt med forestillingens premiere.

Medvirkende
Skuespiller Niels Anders Thorn
Rapper Manus Bell
Performer Sara Emilie Anker-Møller
Live musik af fire musikere fra Figura Ensemble
Scenografi skabt af Kirsten Dehlholm, Barbora Skaburske og Atelier Hotel Pro Forma

Om Hotel Pro Forma
Efter en årrække med høj international aktivitet er Hotel Pro Forma nu både tilbage på dansk grund og på Ny Carlsberg Glyptotek. Netop på Glyptoteket har Kirsten Dehlholm tidligere, i perioden 1978-92, skabt fem legendariske performanceforestillinger.

Gilgamesh er første del af Hotel Pro Formas store underverdenstrilogi. Med afsæt i oldtidens ur-fortællinger om underverdenen skaber Kirsten Dehlholm og Hotel Pro Forma, hen over de næste tre sæsoner, en trilogi af forestillinger: Gilgamesh, Amduat og Operation: Orfeo.

Læs mere om Hotel Pro Forma her

Se alle datoer til Gilgamesh-forestillingerne her


Projektet er støttet af
:

Konsul George Jorck og Hustru Emma

Udstillinger

Bliv klogere på de mange udstillinger

Årskort

Få det hele med. Køb et årskort

Café

Nyd et lækkert måltid på Picnic med udsigt til Vinterhaven