1

Oplev stjernecellist Jonathan Swensen

/ 03. juni 2018
kl. 12 - 13.30

Søndag d. 3. juni kan du opleve klangmagi, når det unge cellotalent Jonathan Swensen og pianist Filip Štrauch spiller b.la. Claude Debussy i Glyptotekets festsal.

Musikalsk og malerisk impressionisme
Debussy (1862-1918) er kendt for et magisk, impressionistisk klangunivers, hvor han fantasifuldt og visionært ophæver traditionelle spilleregler. Debussys inspiration kom da også fra de impressionistiske malere, der med vilde farveeksperimenter ligeledes brød alle regler og akademiske rammer.

Oplev musikkens impressionisme og gå på opdagelse i Glyptotekets imponerende samling af franske impressionister.

Koncerten varer 1 time og 15 minutter opdelt af en pause.

Koncerten er gratis, når entré til museet er betalt.
Ingen tilmelding nødvendig.

Jonathan Swensen
Jonathan Swensen er blevet rost for sin ”musikalske dedikation, passion og umiddelbarhed” af P2 Radio, og har allerede vundet flere konkurrencer, bl.a. den Danske Strygerkonkurrence 2016, P2’s talentpris 2016 og i 2017 Sonnings Talentpris. Derudover har Jonathan modtaget Guld- og Talentpris i Berlingskes Klassiske Konkurrence, modtaget Jacob Gades Talentpris og 1. pris i Stockholms Internationale Musikkonkurrence.

Filip Štrauch
Filip Štrauch blev optaget i Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums solistklasse hos professor Niklas Sivelöv efter sin afsluttende eksamen fra konservatoriet i Žilina, Slovakiet i 2012.

I 2014 vandt Filip Štrauch DKDM’s solistkonkurrence og kunne opleves i Tivolis Koncertsal som solist med DKDM’s Symfoniorkester og dirigent Giancarlo Andretta i Liszts 2. klaverkoncert.