Vinteryoga på Glyptoteket – UDSOLGT

/ 12. december 2019
kl. 17 - 18.30

Glyptoteket er tænkt som en oase i byen. Museets særlige arkitektur med Vinterhaven som frodigt omdrejningspunkt skulle give gæsterne mulighed for at koble af fra hverdagen og gøre besøget til en uforpligtende nydelse: ”…og naar de ser paa Palmerne, falder der maaske også en Tanke af til Statuerne.” sagde Glyptotekets grundlægger Carl Jacobsen for godt hundrede år siden.

I 2019 er der om muligt endnu mere behov for ro og fordybelse – især i en travl juletid. Derfor inviterer Glyptoteket til afslappende vinteryoga i Festsalen, hvor du omgivet af antikke statuer kan tage en velfortjent pause.

Vinteryoga er for alle, der har lyst til at fordybe sig og forbinde krop med åndedræt – uanset om du er nybegynder eller har prøvet det før. Der er yogamåtter til låns på museet, så alt du skal gøre er at møde op i behageligt tøj, du kan bevæge dig i.

Og hvem ved, når du er færdig med vinteryoga, har du måske fornyet overskud til at kaste et blik på nogle af statuerne.

Kom i god tid, så du kan nå at låse dine ejendele inde i garderoben. Vær opmærksom på, at det ikke er tilladt at medbringe egen yogamåtte, og at der ikke er omklædningsfaciliteter på museet.

Om underviseren:
Underviser Joséphine Renard har praktiseret yoga i tyve år og har undervist siden 2014. Hendes filosofi er, at yoga er for alle – også dig, der ikke kan nå dine tæer, har skader eller ekstra kilo på sidebenene. Hun arbejder med åndedrættet som udgangspunktet for at fokusere på at lande i kroppen ved at knytte bevægelser til vejrtrækningens rytme. Du kan læse mere om Joséphine på renard.nu/yoga

PRIS: ALMINDELIG ENTRÈ TIL MUSEET
Voksne: 115 DKK
Under 27/Studerende med gyldigt studiekort: 85 DKK
Under 18: Gratis
Årskort: Gratis

Billetten giver adgang til at opleve Glyptotekets udstillinger hele dagen.

Billetter refunderes ikke, men må gerne gives videre.

vinteryoga yoga

Udstillinger

Udstillingerne indeholder både kunstværker og arkæologiske genstande og tilbyder nye vinkler på liv, kultur og civilisation gennem 6.000 år.

Årskort

Et helt års adgang til de fantastiske samlinger, de mange særudstillinger, arrangementer og den smukke Vinterhave.

Museumscafé

Picnic serverer moderne mad, kaffen er hjemmeristet, og det hele er skabt med omtanke.