Hvad er Glyptoteket?

Marmorkroppe og malerier, mumier og middelhavsstemning. Med den enestående blanding af kunst og smukke arkitektoniske rammer er Glyptoteket både fordybelsesrum og pusterum. Samlingen er i verdensklasse og tilbyder stadig nye vinkler på liv, kultur og civilisation set gennem 6.000 års kunst.

Kunst og øl
Ny Carlsberg Glyptotek er stiftet af brygger Carl Jacobsen (1842-1914), en af 1800-tallets store industrimagnater og til dato den største danske kunstmæcen. Carl Jacobsen var en lidenskabelig samler. Med indtjeningen fra sit bryggeri, Ny Carlsberg, skabte han en enestående samling af kunst- og kulturgenstande. I 1888 forærede Carl Jacobsen sin kunstsamling til offentligheden og begyndte byggeriet af Glyptoteket. Endnu en donation, denne gang af bryggerens rige samling af kunst fra antikken, fulgte i 1899, hvilket førte til en markant udvidelse af det nyåbnede museum.

Glyptoteket har været åbent for publikum siden 1897 og huser i dag over 10.000 kunstværker, hovedsageligt fordelt på kunst fra antikkens middelhavskulturer samt dansk og fransk skulptur og maleri fra 1800-tallet.

Ikke som andre museer
Carl Jacobsens overbevisning om, at kunsten kan forskønne, røre og berige alle menneskers liv, gør sig stadig gældende på Glyptoteket. Bryggeren troede fuldt og fast på kunstens pædagogiske betydning. Men modsat traditionelle museer mente han ikke, at hverken kunstværker eller museumsgæster skulle tynges for meget af videnskabelige og akademiske systemer. Snarere skulle kunsten tale direkte til den enkelte gæst, hvorfor Carl Jacobsen også satsede på værker med stor gennemslagskraft, helst mesterværker og værker med en vis monumentalitet.

Glyptoteket skulle samtidig være en oase. Museets rigt afvekslende arkitektur med Vinterhaven som frodigt omdrejningspunkt skulle give enhver gæst mulighed for koble af fra hverdagen og gøre besøget til en uforpligtende nydelse.

Udstillinger

Glyptotekets udstillinger præsenterer kunstværker og kulturhistoriske genstande.

Café Glyptoteket

Nyd delikate snacks eller en skøn frokost med udsigt over Glyptotekets smukke Vinterhave.

Kalender

Se hvad der sker på Glyptoteket.