Hilsen fra direktør Gertrud Hvidberg-Hansen

Hilsen fra direktøren

Publiceret den 1. maj 2020

Den 1. marts 2020 tiltrådte jeg som direktør for Glyptoteket. Jeg havde glædet mig til at overtage posten, men også forberedt mig på at bruge de første måneder på at møde medarbejderne, lære museet godt at kende, høre om kommende udstillingsprogrammer, og engagere mig i alle de store og spændende projekter, der er på vej.

Mine første to måneder som direktør for Glyptoteket har været travle, men desværre på en lidt anden måde end forventet. Godt en uge efter tiltrædelsen måtte jeg lukke museet midlertidigt, aflyse alle kommende arrangementer og samtidig sikre at nogle af museets projekter kunne fortsætte trods lukning og hjemsendelse af mange medarbejdere.

Her 1. maj er museet stadig lukket, og der skal ikke være nogen tvivl om, at vi alle savner gæsterne helt utroligt meget. Lige inden lukningen nåede vi at åbne særudstillingen Samleren i Skyggen. Helge Jacobsens Pinakotek, og vi havde glædet os til at se mange af jer fordybe jer i historien om museets tidligere direktør Helge Jacobsen og hans passion for fransk maleri samt opleve en perlerække af vigtige kunstværker. Men sådan blev det ikke, og derfor arbejder vi i øjeblikket på at forlænge udstillingen, så der forhåbentlig bliver rig lejlighed til at se den, når vi igen kan åbne dørene.

I det hele taget arbejder vi lige nu på højtryk på at få justeret vores udstillingsprogram, så vi kan byde på en række spændende udstillinger både sommer og efterår 2020 og i hele 2021. Vi melder selvfølgelig ud, så snart vi har de nye udstillingsdatoer helt på plads.

Vi glæder os rigtig meget til, at vi kan åbne museet for publikum igen. Selv om tidshorisonten er ukendt, er vi ved at planlægge, hvordan vi kan sikre både jer og vores medarbejdere bedst muligt, når vi atter slår dørene op, så det både er sikkert og en god oplevelse at besøge Glyptoteket.

Vi håber, at I fortsat har lyst til at dykke ned i kunsten og historien sammen med os.

 

Gertrud Hvidberg-Hansen

Direktør