Mere lyd på Glyptoteket

Publiceret den 7. februar 2020

Glyptoteket tager i 2020 hul på en 1,5-årig satsning, der for alvor skal sætte lyd til kunsten.

Museet har siden 2018 arbejdet ud fra visionen ”levende kunst til levende mennesker”, hvilket blandt andet har betydet et øget fokus på formidling af museets udstillinger samt udvikling af aktiviteter, der kan sætte huset og dets samlinger i spil på nye måder. En hjørnesten i denne udvikling har været eksperimenter med lyd. Senest i den anmelderroste udstilling Vejen til Palmyra, hvor lyddesigner Peter Albrechtsen og dokumentarist Sun Hee Engelstoft har sat lyd på oldtidens Palmyra.

”Vi har givet os selv lov til at eksperimentere med forskellige former for lydformidling og har gennem disse eksperimenter og vores evalueringer af dem lært, at lyd kan bruges aktivt i formidlingen. Lyd er for os ikke det, mange kender som traditionelle audioguides, men en original måde at skabe nye og uventede oplevelser, sætte kunsten i perspektiv, vække antikken til live og skabe et unikt og sanseligt univers, man ikke kan få via for eksempel tekster i udstillingerne. Derfor glæder vi os til, at vi i løbet af de kommende år kan udvikle endnu mere innovativ formidling af kunst og kulturhistorie med lyd”, siger direktør Christine Buhl Andersen

Levende lyd
I løbet af de kommende år vil man for eksempel kunne opleve en række originale liveformater med lyd på Glyptoteket. Museet har blandt andre inviteret de anerkendte podcast’ere fra Third Ear til at stå for live-events, hvor formidlingen af nogle af antikkens helt store gåder bliver omsat til lyd. (start efteråret 2020)

Lyttestationer og tidsrejser
Til Glyptotekets faste samlinger er det planen at etablere lyttestationer, der gennem sanselige audiooplevelser formidler museets kunst, historie og arkitektur. Det vil blandt andet blive muligt at høre om udvalgte kunstneriske highlights fra samlingerne, lytte til nogle af de mange breve Glyptotekets grundlægger Carl Jacobsen skrev, og for børnene bliver der lydfortællinger om antikkens myter og andre af verdens bedste historier.

Antikkens oprindelige kilder, lige fra berømte filosofiske tekster og græske tragedier til ægyptiske hieroglyffer, vil også blive sat i lyd. Museet vil på den måde tage gæsterne med på en sanselig tidsrejse tilbage til de tider, museets genstande stammer fra, og formidle fortidens samfund, ideologier og store fortællinger.

Projektet er støttet af Bikubenfonden.