1

Café-udstilling

Udstilling

Kom ind og oplev vores HuskMitNavn udstilling i Café Glyptoteket. Som en hyldest til vores publikum har Glyptoteket inviteret den danske kunstner HuskMitNavn til at rette blikket mod museets gæster. Med sin karakteristiske stil og satiriske streg har kunstneren på baggrund af observationer af hverdagslivet på Glyptoteket skildret museets mangfoldige publikum i en række sjove og eftertænksomme tegninger.

For hvad ser vi på, når vi går på museum? Kunst selvfølgelig! Men også på de andre besøgende, som i mange tilfælde er lige så interessante at studere som kunstværkerne: Turisten, børnefamilien, de midaldrende veninder og kæresteparret. Hvem er de? Hvordan ser de ud, og hvordan agerer de?

Et kærligt blik for det absurde ved hverdagen kendetegner HuskMitNavns udtryk. Det gælder også disse værker, som humoristisk og filosofisk kommenterer på museumslivet anno 2017.

32 tegninger, 1 bog

I alt er det blevet til 32 tegninger, der netop nu vises i en udstilling i Glyptotekets café. De 32 tegninger er med støtte fra Politiken-Fonden samtidig blevet publiceret i en stofindbundet hardback bog med titlen VISITORS, som kan købes i museumsbutikken.

Læs mere +