Perfect Poses?

Særudstilling /01.03 - 16.06.2019

1800-tallets franske skulptur var en dyb passion hos såvel Carl Jacobsen, grundlægger af Glyptoteket, og Calouste Gulbenkian, der i begyndelsen af det tyvende århundrede skabte den samling, der senere blev til Gulbenkian-museet i Lissabon. I Perfect Poses? præsenteres begge samleres franske skulptursamlinger med et nyt greb, nemlig ud fra skulpturernes positurer.

I udstillingen møder Glyptotekets berømte skulptursamling, med værker af store franske kunstnere som Carpeaux, Dalou, Maillol og Rodin, nogle af Gulbenkian-samlingens tilsvarende skulpturer fra den samme periode. Udstillingen er således på én gang et enestående møde mellem to samlinger og et opdateret blik på en periode i skulpturhistorien, der længe har stået i skyggen af det 20. århundredes moderne kunst.

Krop og dans

Med udgangspunkt i udstillingens fokus på positurer har Glyptoteket i samarbejde med Tuborgfondet udviklet et live-program og et uddannelsesforløb, der – særligt målrettet unge – stiller skarpt på kropsidealer og kroppen som udtryksmiddel.

Live-programmet spænder vidt. I samarbejde med Dansekapellet og performancekollektivet Disturbing Business kan det yngre publikum prøve kræfter med voguing. Danseforeningen TangoAmor inviterer til tangosaloner i Glyptotekets Festsal og i påskeferien kan børnefamilier komme til skulpturdans i udstillingen. I løbet af udstillingsperioden kommer der også en Slow-aften med fokus på kroppen gennem kunst, omvisninger, talks, musik og dans.

Uddannelsesforløbet er udarbejdet i samarbejde med Professionshøjskolen København. Studerende fra to sundhedsfaglige linjer bruger udstillingen som afsæt for at undersøge temaer om krop, sundhed og det gode liv. En del af de studerende vil indgå i et frivilligt ungepanel, der blandt andet vil stå for et arrangement om krop og køn i forbindelse med udstillingen.

Fra antikken til det 20. århundrede

Menneskekroppen har helt tilbage fra antikken været billedhuggerens favoritmotiv. Først i det 20. århundrede blev skulpturen – som al anden visuel kunst – overvejende abstrakt og eksperimenterende. Gengivelser af menneskekroppen har således siden antikken været omdrejningspunkt for de fortællinger, kunstnerne har givet os om livets store temaer og menneskers inderste følelser. Skulpturens kunsthistorie kan fortælles gennem den måde, hvorpå kunstnere gennem tiden har ladet kropssprog, bevægelse og ikke mindst positur fortælle om for eksempel kærlighed, tab, sorg, glæde – liv og død.

Forestillingen om et universelt, menneskelig kropssprog lå bag Glyptotekets grundlægger, Carl Jacobsens, betagelse af såvel antikkens klassiske skulptur som hans egen samtids figurative franske skulptur. Skulpturen kunne for ham udtrykke de menneskelige grundvilkår på en intuitivt forståelig måde – man forstår umiddelbart, gennem menneskelig genkendelse, og uden nødvendigvis at have forudgående kunsthistorisk viden. Her genfinder vi kernen af Jacobsens passion, både for kunst og for udbredelse af den til de mange.

Udstillingen er blevet til i et enestående samarbejde mellem Glyptoteket og det internationalt anerkendte kunstmuseum Museu Calouste Gulbenkian i Lissabon, hvor den vises frem til den 4. februar. Glyptoteket viser udstillingen fra den 1. marts til den 16. juni 2019.

Udstillingen er kurateret i tæt samarbejde mellem Glyptotekets samlingschef, klassisk arkæolog Rune Frederiksen og kunsthistorikere ved Gulbenkian-museet.

 

Tak for generøs støtte til udstillingen fra:
Augustinus Fonden
Aage og Johanne Louis-Hansens Fond

Live-progam og uddannelsesforløb er udarbejdet i samarbejde med:

Tuborgfondet

Årskort

Et helt års adgang til de fantastiske samlinger, de mange særudstillinger, arrangementer og den smukke Vinterhave.

Museumscafé

Picnic serverer moderne mad, kaffen er hjemmeristet, og det hele er skabt med omtanke.

Kalender

Se alle de spændende aktiviteter og arrangementer, som Glyptoteket byder på i årets løb.