”Løver, drager og guldfisk – en safari på Glyptoteket”

Må man lege på Glyptoteket? Ja! Faktisk har vi udviklet en hel række af vores egne Glyptotekslege. Hvis I tager med på vores safari, skal vi synge for guldfiskene, lave puslespil med et 3000 år gammelt fantasidyr og fortælle næææsten sande historier om de store stenløver.

På Glyptoteket tager vi børns leg alvorligt, og derfor er det legen, der danner rammen om mødet med vores genstande og vores hus. I dette forløb er der fokus på fortælling og fantasi, når vi ser på dyr. Overalt i vores dejlige museum er der noget, der indbyder til, at man hopper ind i fantasiens univers og begynder at fortælle: Vinterhavens palmer, den enorme glaskuppel eller en revne på snuden af en stenløve. At fortælle og bruge sin fantasi er en sjov måde at være sammen og opleve museet, og så er fantasien en nøgle for både børn og voksne til at forholde sig til kunst og arkitektur, som måske ellers kan virke svær eller tør at gå til.

Gratis for københavnske dagtilbud.

Læs mere om Glyptotekets antikke samling her

Målgruppe

Dagtilbud, 4-6 år
Varighed: 45-60 min.
Antal: max 15 børn.
Pris: 650 kr. (gratis for københavnske dagtilbud).

Gratis besøg på egen hånd

Det er gratis for skoler og daginstitutioner at besøge museet. Meld venligst jeres ankomst i forvejen ved at booke en tid nedenfor.

Mere info

Ring på 3341 8111 (Telefontid onsdage og fredage kl. 13-16) eller send en mail til booking@glyptoteket.dk.