Carlsbergfamilien

Carlsbergfamilien omfatter en verdensomspændende bryggerikoncern, tre uddelende fonde, to internationalt anerkendte museer og et internationalt banebrydende forskningslaboratorium.


En del af Carlsbergfamilien
Ny Carlsberg Glyptotek har stadig tætte bånd til Carlsberg. Ikke mindst gennem Ny Carlsbergfondet, som blandt mange andre forpligtelser også støtter driften af Glyptoteket.


Carlsbergfondet
Carlsbergfondet er moderfond for Carlsbergfamilien. I 1876 testamenterede stifteren af Carlsberg, J.C. Jacobsen, sit bryggeri til Carlsbergfondet. Han ville sikre, at bryggeriet blev videreført i hans ånd og ønskede samtidig at stille sin viden og velstand til rådighed for samfundet. Ifølge sin fundats og via midler fra overskuddet fra Carlsberg støtter Carlsbergfondet videnskaben.

Fondet har fortsat majoriteten af stemmerne i Carlsberg A/S.

Læs mere

Ny Carlsbergfondet
Carl Jacobsens bryggeri hed Ny Carlsberg. Forholdet til faderen J.C. Jacobsen, stifteren og ejeren af Carlsberg, var i mange år anstrengt. De to bryggerier blev omsider til ét, nemlig det Carlsberg, vi kender i dag. Det skete 20. januar 1902, da Carl Jacobsen og hans hustru Ottilia Jacobsen underskrev et skøde, hvorved de overdrog Ny Carlsberg Bryggeri til Carlsbergfondet og samtidig oprettede Ny Carlsbergfondet, som ligeledes blev lagt under Carlsbergfondet. Ifølge sin fundats og via midler fra overskuddet fra Carlsberg har Ny Carlsbergfondet til opgave at virke til bedste for kunsten i Danmark.

Læs mere


Tuborgfondet
Tuborgfondet blev oprettet i 1931 og har siden da støttet en mangfoldighed af initiativer over hele Danmark inden for musik, kultur, sport, uddannelse og erhverv. Fondet er sat i verden for at støtte foreninger og projekter, der bringer mennesker sammen på nye måder og bygger bro mellem civilsamfundet og erhvervslivet.

Læs mere


Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot
Carlsbergfondet har drevet Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot siden 1878. Gennem historiske malerier, portrætter, møbler og kunstindustri fortæller Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot indlevende 500 års danmarkshistorie. Fortællingen om Danmark bliver samtidig til en fortælling om hele verden, når museet viser skiftende særudstillinger udviklet med internationale samarbejdspartnere.

Læs mere


Carlsberg Group
Carlsberg Group er i dag en global virksomhed og verdens tredjestørste bryggeri. Hovedsædet ligger i København, men mindre end 5% af selskabets øl sælges i Danmark. Resten eksporteres eller produceres på Carlsbergs bryggerier i udlandet.

Læs mere 


Carlsberg Laboratorium
Carlsberg Laboratorium blev i 1875 oprettet af brygger J.C. Jacobsen som et forskningslaboratorium tilknyttet Carlsberg.

Forskningen ved Carlsberg Laboratorium har siden begyndelsen omfattet såvel grundforskning som forskning af betydning for ølbrygning. Som noget enestående i verden skal alle forskningsresultater efter ønske fra J.C. Jacobsen frit stilles til rådighed for alle.

Læs mere

Udstillinger

Glyptotekets udstillinger præsenterer kunstværker og kulturhistoriske genstande.

Café Glyptoteket

Nyd delikate snacks eller en skøn frokost med udsigt over Glyptotekets smukke Vinterhave.

Kalender

Se hvad der sker på Glyptoteket.